Hvornår er det blevet boligselskabers opgave at drive landbrugsdrift?

Det er “fællesskabs-skabende” at holde honningbier, mener boligselskabet DAB – og giver tilskud. Hvad bliver det næste? En malkeko nede ved affaldsskuret – fordi mælk og smør er noget “vi laver sammen”?!?

I en ny video, med behagelig baggrundsmusik, fortæller en chef fra boligselskabet DAB, hvordan de har givet tilskud til opsætning af bistader i et af deres boligområder, og sammenligner det med at starte en syklub.

Vi synes ikke, det er et boligselskabs opgave at drive landbrugsdrift – men mest af alt har vi noget mod den misinformation, der følger med:

“At holde honningbier er lige i hjertet af bæredygtigtheden,” påstår DAB-direktøren i videoen:

(Videoen er på engelsk, da man åbenbart mener, at man skal promoverer DAB på denne måde på den internationale scene…)

HVEM FODRER HONNINGBIERNE?

Biavl er ren landbrugsdrift.
Man sætter bistader op – og når en bi så har været ca. 1.250.000 gange frem og tilbage med nektar mellem blomsterne og bistadet – så har man ét glas honning.
Samtidig betaler naturen prisen i pollen, for at honningbierne kan gå fra at være ca. 5.000 om vinteren til mellem 60 og 80.000 i hvert stade i højsæsonen. Hvert ny honningbi er opfostret på en madpakke af pollen.

Hver gang vi mennesker sætter et bistade op, så betaler den omkringliggende natur – eller naboerne – en pris i form af den pollen og nektar, som honningbierne indsamler:

Hvis DAB´s boligforeninger satte en malkeko op ved affaldsstativerne, så kunne de jo med rette sige, at det er fællesskabs-skabende at få mælk og smør – men de ville selv skulle fodre deres malkeko!

Bæredygtigt “bi-drag”

“Biavlen i Fennegård Park er lige i hjertet af bæredygtighed. Det er en grøn løsning. Det er en fællesskabs-byggende løsning, og det ER økonomisk fornuftigt,” siger DAB-chefen.

Vi skal ikke udtale os om, hvorvidt det er økonomisk fornuftigt for et boligselskab at holde honningbier – men “lige i hjertet af bæredygtighed” er det i hvert fald ikke!

Jamen, de har da både plantet nogle bærbuske og sat bihoteller op til vilde bier – som man kan læse i denne artikel:
https://www.dabbolig.dk/aktuelt/nyheder/bierne-kan-laere-os-noget-om-faellesskab-og-baeredygtighed/

Problemet er, at de her mennesker ikke har en tilnærmelsesvis rigtig forståelse af, hvor meget blomstermad der rent faktisk skal til, for bare at fodre honningbierne i det ene af deres to stader.

Og hvad så med “gaven” til vilde bier – bihotellerne?

“Se, her er steder hvor I kan lægge jeres æg. Til gengæld sætter vi lige over 100.000 af jeres kusiner op – så kan I deles med dem om maden…”. Ih, tak.

Fællesskab = At få noget igen?

Man kan jo have fællesskaber om så meget.
Man kunne have fællesskaber om, at plante så meget spiseligt som muligt i boligforeningen – og så være fælles om at spise det – hvis det handler om “at få noget igen”.

I stedet kommer det til at handle om at trække naturværdier ud af økosystemerne, og producerer en varer, som der i forvejen er overproduktion af i Danmark.

Mennesket ELSKER ET GLANSBILLEDE af, at det er WIN-WIN, når vi mennesker sætter honningbier op.
Det er det bare ikke…