FN´s verdensmål: “Livet på Land” – 2. og 3. årgang lærer om vilde bier

En blanding af foredrag, film, praktisk gør-det-selv, og så en masse gode eksempler. Skoleforløb over to halve dage.

I marts havde vi fornøjelsen af 2. og 3. årgang fra Slotsparkens Friskole i Jægerspris.

De havde temauge om FN´s verdensmål nr. 15 – Livet på Land.

Så de har fået foredrag om bier i børnehøjde, set små bi-film, lavet bambus-bihoteller, sået frø til deres egen have, og været på besøg i bi-haven for at se på humlebi-boer bl.a. 😍

Det er en udsøgt fornøjelse at gøre børnene lidt klogere på “det der med bier og bestøvning”, og spørgsmålene er mange, og tit overraskende – kedeligt er det aldrig!Børn er nysgerrige – hurra for det!

Go´ tur hjem. 2. og 3. årgang fra Slotsparkens Friskole i Jægerspris. Tak til Line og Lasse og alle de skønne, nysgerrige unger.

Ingen af disse børn kan huske alt, de har fået at vide om vilde bier på to dage.

Men de kan alle huske et eller andet, de har hørt eller set om en humlebi, eller en solitærbi, eller en snyltebi, eller måske om en bestemt slags blomst.

Deres skole ligger et dejligt sted med mange forskellige blomster i nærheden – på denne årstid blomstrer erantis og vintergækker i store mængder lige udenfor skolegården.

Derfor er der også stor chance for, at lige præcis de her børn kan komme til at se mange forskellige bier, mens de er i skole. Og nu har de også lavet deres egne bihoteller, så der er chance for, at vi kan trække vilde bier helt ind i deres skolegård for at lægge æg. 🤓

De her børn kommer til at kigge meget mere nysgerrigt ned i blomsterne denne sommer – er der noget, der summer? 🤘🌼👌

Vi kommer med flere billeder, når skolens pedel har besluttet, hvor på skolen deres syv nye bihoteller skal hænge – vi har givet vores forslag, så skal de bare bestemme sig og ud med skruemaskinen.