Selvbestøvende planter mister lynhurtigt genetisk variation, hvis de ikke bliver besøgt af bestøvere, for eksempel humlebier.
“Selvbestøvende”.
Det ligger ligesom i ordet, at her er en plante, der ikke har brug fra bestøvning fra f.eks. bier. Og dog.
Nu viser helt ny forskning fra Washington State University, at den hjemmehørende (på de kanter) og selvbestøvende, abeblomst, mister mellem 13 og 24% af sin genetiske variation på bare ni generationer, hvis blomsterne ikke får besøg af humlebier.
Sagt på en anden måde: Vi mister genetisk variation. Planterne bliver simpelthen mere ens, genetisk, hvis der ikke kommer en bestøver forbi og hjælper den “selvbestøvende” plante lidt på vej.
Genetisk variation er et værn mod indavl, som fører til degenerering, ligesom det betragtes som en garanti for, at arter overlever, selvom der opstår pludselige, voldsomme skift i deres levevilkår.
Det næste forskerne ønsker at undersøge, er, hvor lang tid en plante som f.eks. abeblomsten kan overleve, hvis dens gener bliver mere og mere ens.