PLAN Bi indsendte i 2019 forslag til en kommende bestøverstrategi – det kan du læse her:
Naturorganisationen PLAN Bi har følgende ønsker til en kommende Biodiversitetspakke – herunder Bestøverstrategi:
Først og fremmest må vi insistere på, at der ikke bliver indgået nogen form for bindende aftale om en fremtidig bestøverstrategi med en eller flere af landets fem biavlerforeninger, FØR vi har fået en rødlistevurdering af danske solitærbier og en opdatering af rødlistevurderingen for humlebier.
Begge dele skulle ligge klar fra Aarhus Universitet i januar 2020.
Desuden må vi på de mindeligste bede om, at regeringen holder fokus på, at klimaindsatser ikke må forværre biodiversitetskrisen.
Vi må insistere på, at nye klima-skove UDELUKKENDE rejses på udtaget landbrugsjord og IKKE på lysåbne naturarealer. Årsag: Vilde bier og andre bestøvende insekter kan ikke leve i tætte skove, hvor lyset ikke kan trænge ned til skovbunden. Bestøverne mangler blomster, og blomster kræver lys.
Vilde bier ønsker sig flere lysåbne, nærringsfattige arealer og mere gammel, urørt skov med naturlige lysninger – ikke mere produktionsskov.
Ad 1)
Grønne tage skal være et lovkrav på alt, offentligt nybyggeri.
Anlæg af nye, offentlige ”grønne arealer” tænkes i farver – blomstrende træer, buske og plæner.
Ved nye vejanlæg indtænkes blomstrende grøftekanter, midterrabatter og rundkørsler.
Vi ser også gerne et fokus på niveauforskelle, så sydvendte skrænter kan give bolig til jordbier og andre jordboende insekter.
Ad 2)
Alle de steder, hvor vi ikke decideret ”bruger” offentlige arealer til bestemte formål, skal de plejes med fokus på biodiversitet. Det gælder i parker, anlæg, grøftekanter og omkring offentlige bygninger.
Ad 3 og 4)
Vores naturområder er absolut vigtigste prioritet i arbejdet for at redde vores bi-biodiversitet.
Det indbefatter at arbejde for FLERE BLOMSTER = mere bi-mad, og mindre konkurrence om bi-maden = FÆRRE HONNINGBIER.
FÅR:
Vi kan og skal ikke rende rundt og så og plante i vores naturområder, så flere blomster kan kun opnås ved bedre ”pleje”.
Får æder urter før græs – hvis vi forsøger at pleje naturområder med får, medfører det, at bliver disse ekstremt blomsterfattige.
I stedet for får ønsker vi ”pleje” med store græssere i naturligt antal – altså uden tilskudsfodring, fordi det vil holde områder fra at springe i skov, og fordi det giver høj variation i områdets topografi, hvilket igen giver plads og forhold til en hel masse forskellige blomsterarter.
BIAVL:
Staten har en indtægt på under 150.000 kroner/året på at biavlere har tilladelse til opstilling af 6.278 bistader i §3- og Natura2000-områder. (Se vedhæftede bilag fra §20-spørgsmål til MOF 2018)
Vi ønsker disse tilladelser inddraget med øjeblikkelig virkning.
Der skal indføres forbud mod biavl i alle §3- og Natura2000-områder samt på statens naturområder.
Samtidig bør der indføres en honningbifri buffer-zone omkring samtlige af disse områder på min. 2 kilometer for at sikre, at vilde bier og andre bestøvere får førsteret til føden i vores fælles natur.
Vi ser også gerne, at regeringen freder gamle råstofgrave og udnævner nogle af disse til naturområder omfattende ovenstående begrænsninger for biavl.
Ad 5)
Alle tiltag med øget blomsterrigdom vil per automatik også gavne honningbier – men det modsatte gør sig ikke nødvendigvis gældende.
For eksempel er blomsterstriber i landbrugsland de rene DØDSFÆLDER for vilde jordbier, hvis striberne ikke er FLERÅRIGE. Etårige blomsterstriber pløjes op hvert år, hvilket betyder, at også alle jordbi-æg, som måtte være lagt i disse striber, går til spilde – altså næste generation dør.
Derfor ønsker vi en Bestøverstrategi som udelukkende målrettes vilde bestøvere, og vi synes ikke, biavlererhvervet skal have indflydelse på denne.
Honningbien har sin helt egen strategi – Biavls-strategien, som har et budget på 8 millioner kroner for 2020-22.
Vi ønsker at regeringen laver en ægte, vild bestøverstrategi, der som minimum tilføres midler i samme størrelsesorden som Biavls-strategien.
Ad 6)
Siden 2003 har vi haft pligt til at registrere alle bistader, for at kunne modtage EU-midler til Biavls-strategien.
På trods af at vi IKKE har registreret danske bistader – har vi modtaget EU-midler alle årene – så det er på tide, at Danmark indfører et nationalt biavlsregister.
Dette må oprettes så hurtigt som muligt – og midlerne til dette skal IKKE tages fra en kommende bestøverstrategi!
Ud fra registreringerne i et nationalt biavlsregister ønsker vi biavl i bebyggede områder reguleret, så det ikke er trangen til honning og bi-indtægt som styrer, hvor mange bistader der står hvor.
Danmark har et bi-nævn, hvor der udelukkende deltager biavlere.
Regeringen bør oprette et ”Bestøver-nævn”, hvor der sidder biodiversitetsforskere og relevante naturorganisationer, så de i fællesskab kan udarbejde og regulere en kommende plan for, hvordan der i fremtiden skal være sammenhæng mellem, hvor meget blomsterrigdom man kan tilbyde på sin egen matrikel, og hvor mange bistader man kan få tilladelse til at sætte op.
Vi ønsker ikke biavl forbudt, men vi ønsker at biavlere i bebyggede områder forpligtes til – i en rimelig grad – at fodre deres husdyr selv.
Ad 7)
Alt for få danskere er klare over, at en ”bi” ikke bare er lig med en honningbi.
På baggrund af mange års løgne, tror mange danskere stadig, at opsætning af bistader er en hjælpende hånd til biodiversiteten.
Vi ønsker offentligt fokus på formidling af bi-biodiversitet – især i folkeskolen.
Undervisning i vilde bier og alle de andre bestøvere skal simpelthen være et lovkrav som emne i natur- og teknik-pensum.
Staten skal hjælpe med at udrydde disse indgroede misforståelser:
Nej, honningbien er IKKE en truet dyreart. Verden har fået 45% flere honningbier de seneste 50 år.
Nej, det gavner IKKE biodiversiteten at sætte honningbier op – tværtimod. Opsætning af honningbier er lig med øget fødekonkurrence for vilde bestøvere + en risiko for at sygdom og vira kan smitte fra husdyr til de vilde dyr.
Nej, honningbien er IKKE en vild bi i Danmark. Engang havde vi vilde honningbier, men de sidste bukkede under i 1980´erne, da varroamiden kom hertil med importerede honningbier – som spredte sig til de vilde.
Ad 8)
I takt med at blomsterne er forsvundet i landbrugsland, så har biavlerne flyttet deres bistader ind i vores byer og ud i vores naturområder.
Foruden decideret honningproduktion fungerer disse områder i dag, i stor stil, også som ”p-plads” for honningbier, som har været på arbejde i f.eks. raps- og kløver-marker.
Vi må have dansk honningproduktion flyttet tilbage til landbrugslandet, og hvis danske landmænd ønsker masse-bestøvning af mono-kultur marker i helt bestemte, korte tidsrum af året – så må de også være med til at understøtte disse bestøvende husdyr i resten af sæson.
Derfor bør dele af landbrugsstøtten omlægges, så den bliver til gavn for biodiversitet og de blomstersøgende insekter. Flere vilde hegn, flere FLERÅRIGE blomsterstriber, udtagning af uproduktive landbrugsarealer, genindførsel af randzoner, udfasning af brugen af insektgift oa.