Plant, så du får “bi-veje” i din have

Hvis du nyder at se de vilde bier på “arbejde”, så plant dine gode bi-planter, så de danner “bi-veje” i haven. Hvis du “styrer”, hvordan bierne flyver, så bliver det både lettere, og sjovere, at observere de forskellige biarters “personligheder”.

Ved at plante dine gode bi-planter på en bestemt måde, kan du få bierne til at flyve i bestemte mønstre i din have.
På den måde kan du skabe ekstragode steder at sidde, og betragte de forskellige biarter.

Herunder er et billede af et udsnit af Plan Bi-Haven – taget oppe fra taget.
Det er godt nok fra sidste år, men det viser meget godt et eksempel på, hvordan vi skaber “bi-veje” i haven.

Vi ved, at forskellige biarter har forskellige præferencer, når det kommer til mad. Nogle vil kun have pollen fra ærteblomstrende planter. Andre foretrækker de læbeblomstrende, kurveblomster osv.

Plant den samme slags plante to forskellige steder i haven.

De pink pile viser, hvor vi har plantet staudeært.
De grå pile viser, hvor der står lammeøre, og de lilla pile peger mod vores to store lægesalvier.

Kan du se, hvordan pilene danner et mønster, der “omkranser” havebænken?

Vi ved, at f.eks., at uldbierne og havevægbierne er tossede med salvie og lammeøre – og at deres hanner patruljerer deres favorit-planter, og smider andre biarter væk – korporligt, hvis de finder det nødvendigt.
Disse to biarter vil altså konstant flyve fra lammeøre til lammeøre. Fra salvie til salvie. Frem og tilbage. Lige forbi havebænken.

På samme måde er der hele 12 biarter, som insisterer på at samle pollen i de ærteblomstrende. De – og alle andre biarter, som kan lide ært – kommer til at flyve i pendulfart mellem staudeærterne, når de blomstrer.

PRAKTISK INFO:

Staudeært er kæmpe store planter. Der står kun én plante ved hver pil.
Udfordringen med de ærteblomstrende (fordi så mange biarter udelukkende vil samle pollen i ærtebblomstrende planter), er at have ærteblomstrende planter hele sæsonen.
Vi foreslår en kombination af vårfladbælg, kællingetand og staudeært.

Lægesalvie er en halvbusk. Vores er nok 10 år gamle. Ad åre bliver de meget store.
Du kan starte med at plante tre ved siden af hinanden – hvis det skal “blive til noget” i de første år.

Lammeøre er en staude. Den breder sig villigt, men start med en tre-stykker, hvis du ikke vil vente et par år med at kunne tilbyde en god buffet af disse læbeblomstrende blomster.

Se vores frøpakker til vilde bier HER:

God fornøjelse!

Plan Bi arbejder for at udbrede kendskabet til DANMARKS VILDE BIER.
Vi har kun én ansat, og “bor” i en skurvogn.
ALT der kommer ind, brugs på formidlingsarbejde, bi-lobbyisme, og anden bi-venlig virksomhed.
STØT vores arbejde – Bliv medlem:

https://planbi.dk/bliv-bi-ven/