På afstand ligner en uldbi måske en hveps – hvilket næppe er en fordel, for der er endnu flere mennesker, der er bange for hvepse end for bier…
Men følger du Uldbier tæt på, vil du opdage, at det er nogle fascinerende små skabninger, som er fuldstændigt uinteresserede i os!
Vilde bier er kun interesserede i blomster og steder de kan lægge æg – de stikker ikke, medmindre du klemmer dem eller træder på dem!
Mød den Store uldbi, Anthidium manicatum.
Som du kan se, har uldbier gule pletter på bagkroppen og ned langs siderne, og derfor kan den i farten forveksles med en hveps.
Dette er en han-uldbi. Den har tre “spyd” nederst på bagdelen.
Set forfra har uldbierne gule markeringer i ansigtet:
Hun-uldbien forer sine redeceller med plantefibre fra hårede planter – i haven primært Lammeøre, Stachys byzantina, i naturen ofte Filtet kongelys (også kaldet Filtbladet kongelys), Verbascum thapsus.
Hvis hun-uldbien ikke kan finde disse plantehår, så har hun intet at bygge redeceller med – altså lægger hun ingen æg.
Men hvis du søger for de rigtige, hårede planter i haven, så vil du kunne se hunnen flyve totter af “uld” hjem til sin redegang – indimellem ture med pollen, som hun samler under bugen.
Pollen samles også i lammeøre, samt især i diverse blomster af salvie-slægten.
Vi har lavet en lille pose med frøpakker specielt målrettet mod uldbier:
Uldbier er ret store – hunnen op til 1 cm – hannen lidt større, op til 1,2 cm.
Se Stor uldbi i parring – det foregår i Lammeøre:
Uldbier er såkaldt hulboende – hunnen vil altså gerne flytte ind og lave redegang i et bi-hotel.
Du kan se vores sortiment af danskproducerede bihoteller HER:
Imens hun gør det, så kan du se hannen forsvare hunnens yndlingsblomster.
På bagkroppen har han en “klo”, som har frygtløst gør brug af, hvis en anden bi “går i fruens favoritblomster”.
Her kan du se en han Uldbi, som “fortæller” en honningbi, at den bare skal holde snablen væk fra disse stenbræk-blomster.
Se hvordan denne kamp udarter sig, og mange andre fantastiske billeder af Stor uldbi, i denne interessante artikel fra Amy Campion.
Du kan også høre en podcast fra engelske, Brigit Strawbridge, HER (Ikke kun om Uldbier – men også andre solitærbier).
I Danmark er Stor uldbi registreret i samtlige af de 11 områder, som naturfolk har delt landet ind i.
Men i fem af disse områder kan du ydermere være så heldig, at du også kan se Lille uldbi, Anthidium punctatum Latreille.
Både Stor og Lille uldbi er det, der hedder “polylektiske”, hvilket vil sige, at de ikke er kræsne med hverken pollen eller nektar.
Men så er de jo lidt “kræsne” på et andet område – for de vil selvfølgelig ikke slå sig ned, hvis der ikke er hårede blade, som hunnen kan samle “uld” fra. Og når vi taler afstande, så vil solitærbierne helst ikke flyve for langt mellem maden/redematerialerne og deres redegang – for det kræver meget energi.
Optimalt er der under 100 meters flyveafstand, men så længe der er under 2-300 meter, vil der blive “lavet” nye uldbier.
Du kan læse mere om afstande HER:
http://planbi.dk/vilde-bier-er-ultra-lokale/
Vilde bier kan måske godt kaldes “kræsne”, men giver du dem, hvad du gerne vil have, så får du til gengæld masser af drama at kigge på i haven!
LET´S BEE BETTER <3