Bierne får deres egen, årlige dag – altså honning-bierne gør!

FN annoncerede i går, at man netop har udnævnt 20. maj til international bi-dag – World Bee Day.
I den nuværende indpakning burde den nok kaldes ”World Honey Bee Day”.

Hurra for bierne men øv for biodiversiteten, mener naturorganisationen PLAN Bi.

Alle billederne i pressemeddelelsen, der annoncerer, at nu er 20. maj udråbt som World Bee Day, er billeder er af honningbier, honningbistader og biavlere.

LÆS HELE PRESSEMEDDELELSEN HER

 

Idéen til bi-dagen kommer fra den slovenske biavlerforening.

Det handler om at få flere biavlere”, står der i pressemeddelelsen, og de skriver ligefrem, at honningbierne er truede! Men vel er de ej!
Honningbier er husdyr. Hvis en bi-familie dør, så kan biavleren købe en ny bi-dronning, og opbygge en ny bi-familie. Det er en hel industri. Vi løber ikke lige tør for honningbier.

De bier som er truede, er vores vilde bier! Alle de 232 arter vi har i Danmark, som IKKE er husdyr. Dem som ikke giver os honning – men ”kun” giver os den livsvigtige bestøvning.

En annoncering af en World Bee Day burde jo få os, i en organisation som PLAN Bi, til at svæve rundt helt oppe under skyerne i dag.

Vi burde suse rundt og sige ”Ju-Biiiiiiiiii” til alle, som gider høre på det helt indtil 20. maj – og der var da heller ikke noget, vi hellere ville.
Og vi er da også glade – men vi render bare ikke rundt med armene over hovedet!
Årsag: Hele bi-dagen er lagt an på en fejring af honningbier, der som bekendt ikke lever vildt i Danmark længere.
Vi spørger os selv: Hvordan i alverden er denne internationale World Bee Day kommet hele vejen gennem FN-systemet, blevet godkendt af 115 lande, inklusive Danmark, og annonceret vidt og bredt – uden nogen som helst er stoppet op og har tænkt: ”Er der ikke noget om, at vi også har en hel masse arter af vilde bier? Som også bidrager til bestøvningen af vores mad? Og som i øvrigt er selve kernen i det vi kalder biodiversitet?”.

Hvordan havde det lydt, hvis FN havde udråbt en World Bee Day og ikke nævnt honningbierne med ét ord?
Kan biavlerne (og FN) bebrejde os, at vi ikke deler deres helt uimodsagte jubel?

Gud og hvermand er indkaldt til at sige noget pænt om honningbierne – helt bogstaveligt!
Alt fra Paven og FAO´s generaldirektør til den tidligere præsident for den internationale biavler-foreningen, danske Asger Søgaard Jørgensen, er citeret. OG en slovensk missionær i Madagascar! For ingen er for stor eller for lille, bare de har noget pænt at sige om husdyrene…

Én art er ikke biodiversitet

Gennem hele FN´s pressemeddelelse tales om ”bier og andre bestøvere”.
Andre bestøvere plejer at omfatte sommerfugle, svirrefluer, fugle, biller, mider og så videre.
Men ingen overtrumfer en bi som bestøver – og vilde bier er i øvrigt langt bedre bestøvere end honningbier – men i FN-regi er de altså reduceret til “…og andre bestøvere”.

Under overskriften “Betydningen for Biodiversitet og Miljøet”, skriver José Graziano da Silva, som er generaldirektør i FAO (FN´s Food and Agriculture Organization) blandt andet:

Bier, som bestøvende arter, sikrer os en af de mest synlige økosystem-services, den som overhovedet gør produktionen af mad mulig. De bidrager til biodiversiteten ved at sikre økosystemer, arter og genetisk mangfoldighed, og de regulerer økosystem-servicen i naturen.

Og det er jo sådan set også delvist rigtigt, bortset fra at honningbier absolut INTET godt gør for vores biodiversitet. De sikrer hverken økosystemer eller flere arter. Det eneste de sikre er, at landmænds bestøvningskrævende afgrøder giver større afkast.
Og problemet er, at det er ikke honningbierne, der gør det alene.
Honningbier kan ikke alt – de kan for eksempel ikke bestøve tomater.
Og hele indpakningen, formålet og virkemidlerne omkring World Bee day” er husdyret honningbi.

Undskyld vi drypper malurt i vores eget bæger: Én art er altså bare ikke biodiversitet!
”Diversitet” betyder mangfoldighed, og der er ikke nogen mangfoldighed i helt ensidigt at arbejde for udbredelsen af ét eneste dyr – oven i købet et husdyr.
Det er ikke sådan, vi redder hverken vores bestøvning eller vores biodiversitet.
Tak for den fine julegave. Kan vi få pakket den om?

DU KAN LÆSE MEGET MERE OM, HVAD VILDE BIER GERNE VIL HAVE HER