Allerede i 1929 var naturfolk bekymrede over fødekonkurrencen mellem honningbier og vilde bestøvere

En kronik i Politiken anno 1929 afstedkom flere ugers heftig debat. Argumenterne var nøjagtigt de samme som i dag – kan vi mennesker tillade os at sætte os på det hele, og udnytte hver en krog af landet til vores produktion? Læs hele historien her.

Naturfolk på den ene side. Agerbrugere på den anden:

Naturbeskyttelsessiden stod for grundholdningen, at der, når vi mennesker udnytter naturgrundlaget til at producere materielle goder, samtidig må afsættes plads til ting, der ikke er direkte nyttige eller måske decideret unyttige. Og det kræver ofre.
På benyttelsesfløjen var grundholdningen, at naturen kun havde eksistensberettigelse i det omfang, den kunne nyttiggøres for os mennesker. Det kunne nok komme på tale at indrette små naturreservater af hensyn til botanikernes og zoologernes forskning, men i al almindelighed måtte naturbeskyttelse ikke lægge sig ”på tværs af det praktiske livs sunde og berettigede krav, men i stedet være med til af al kraft at støtte og udbygge udnyttelsen af vort lands naturlige erhvervskilder”, som professor Frederik Weis skrev i en svarkronik i januar 1930.

Du kan læse hele historien i biolog Hans Henrik Bruuns kronik i POV her:

Hvorfor forstummede debatten?

1929. Vi har altså haft mere end 90 år til at finde en løsning på, hvordan vi sikrer, at også vilde bestøvere kan få noget at leve af – selvom mennesket har hang til honning.

Hvorfor har vi så ikke gjort noget?
Og hvorfor ligner de fleste spørgsmålstegn, når man fortæller om vilde bier? “…jeg var slet ikke klar over, at der var andre bier end honningbier…..og humlebier?!?”, siger mange.

Ja, hvorfor?

Det kan du læse mere om her:

Hvorfor har jeg aldrig hørt om fødekonkurrence mellem honningbier og vilde bier?