PLAN Bi´s crowdfunding-kampagne er slut. Vi nåede over 112% af crowdfunding-målet.
Vi har nu rejst penge nok til, at de første 57 skoler i vores Skolepulje kan få gratis bi-hotel og vejledning til både elever og lærere allerede i denne måned. SKOLEPULJEN
195 private har bestilt et bi-hotel-observatorium, og mange har doneret penge til sagen eller lagt et beløb oven i prisen. Tusinde tak for det!
Nu var vores tanke så, at for de ekstra penge kunne PLAN Bi smide yderligere 25 observatorier i Skolepuljen – men så melder SKAT sig på banen.
Spørgsmålet er, om vi også skal betale “salgsmoms” af de bi-hoteller, som bliver sendt gratis ud til skoler – og af portoen. Skal vi det, har vi måske ikke råd til de ekstra 25 observatorier.
Det må vi vende tilbage til, når de store regnedrenge har været i aktion.
Lige nu vil vi bare glæde os over, at de første 57 skoler er sikret “noget at kigge på” – noget konkret at opbygge undervisning i bier, bestøvning og biodiversitet omkring!
PT står der næsten 150 skoler på ventelisten i vores Skolepulje – og arbejdet med at rejse penge, så alle de skoler som ønsker det, kan få et gratis observatorium, fortsætter.
Vi har fondsansøgninger ude på yderligere 600 bi-hotel-observatorier, så er din eller dit barns skole ikke skrevet på listen endnu, så gør det her: Skriv en skole op til et GRATIS bi-hotel-observatorium HER
Et bi-hotel-observatorium fungerer fuldstændigt som et almindeligt bi-hotel – du kan bare kigge ind i det og følge de hulboende solitærbiers livscyklus helt tæt på 🙂
Et bi-hotel-observatorium giver en helt unik chance for at følge med i vilde biers liv.
Det er fascinerende at se en bladskærerbi komme flyvende med et bladstykke, som er større end hende selv. Med en kirurgs præcision rammer hun sin udvalgte redegang og forsvinder ind i mørket med sit blad.
Og her ville historien slutte i et almindeligt bi-hotel – hun bien flyver ud og ind med henholdsvis bladstykker og pollen til madpakker.
MEN i et bi-hotel-observatorium kan du åbne lågen, og så kan du følge med i byggeprojektet, i opbygningen af redeceller og i fremstillingen af madpakker – de såkaldte bi-brød.
Og set over et helt skoleår, får eleverne mulighed for at følge, hvordan ægget lægges og klækkes, og hvordan larven æder sig tyk og fed, før den forpupper sig.
Året efter kan du være heldig at se bierne ”blive født” og flyve ud i verden.
Vi håber, at vores bi-hoteller kan blive startskuddet til mere interessant undervisning om bier, om insekter generelt og om biodiversitet i bred forstand.