Skal vi have “offentlige randzoner”?

PLAN Bi har fået et brev fra en pensioneret biologilærer.

Karsten Møller fra Lyngby har gjort sig mange tanker om, hvordan vi kan gøre noget for vores vilde bier, for sommerfuglene og for alle de andre insekter og smådyr, som har mindre og mindre plads i vores skrumpende natur.

I PLAN Bi klapper vi i vores små hænder. Det er lige sådanne idéer vi gerne vil have på dagsordenen.

Mindre ensartethed – mere variation – mere biodiversitet.

Her får i Karstens indlæg i fuld længde:

Randzoner

Forestil dig et hospital. Et rådhus. Et virksomhedsdomicil. En park, et plejehjem, en stor institution, et hotel, en fabrik, et boligkompleks – et hvilket som helst byggeri med omgivende friarealer. Hvad har de tilfælles? Hvad ser du ved dem alle? Det er ikke svært, se det for dig: Græsplæner.

Store. Tætklippede. Grønne.
Sådan skal det jo være. Velplejede, ukrudtsfri, mørkegrønne plæner signalerer orden, ro og skønhed; et fløjlstæppe, der fungerer som baggrund for bygninger,  træer og afgrænsede, lugede bede med blomsterbuske og den slags.
Plænerne er det civiliserede modstykke til det utæmmede rod, som vi møder i det, vi kalder naturen.
I naturen må der ikke være plæner; rigtig natur skal være tilfældig og uplejet.
Hvorimod rigtige græsplæner absolut ikke må være det. Deres kvalitet måles på graden af orden og ensartethed.

De fornemme plæner

Men altså. Hvor kommer de dog fra, de dér græsplæner? Hvor opstod de?  Hvornår og hvorfor?
Omkring middelalderens borge og slotte gjorde åbne, flade græsenge det muligt at se på lang afstand, om fjenden nærmede sig.
Sidenhen blev de et kendemærke for det nordeuropæiske aristokrati; græsengene var dyre og besværlige at holde, krævede arbejdskraft og/eller får og kvæg. Det var kun noget for den velhavende overklasse.
Der gik prestige i plænerne. Det blev fint at have græsplæne – efterhånden også selv om man måske ikke boede på herskabelige landsteder med parkagtige haver.

Og med opfindelsen af plæneklipperen kunne alle efterhånden være med. Selv folk uden ansatte gartnere.
Plæneklipperen kom til Danmark for omkring 150 år siden. Der gik nogen tid, før den blev hvermandseje, men så gik det også stærkt med at få fine græsplæner hér, dér og alle vegne.
I dag har vi dem som bekendt overalt. Haver, såvel private som offentlige, er utænkelige uden – selv i den allermindste have er der et stykke plæne.

Den grønne ørken

Ser man på græsplænen med biologiske øjne, er den vel nærmest det tætteste, man kan komme på en ørken. Et stykke monokultur, som per definition ikke må rumme andet end nogle få græsarter.
Enhver tokimbladet plante er bandlyst som ukrudt – der er ikke en gang plads til hverken skinnende, gule smørblomster eller blå ærenpris, og da slet ikke til den skrækkelige mælkebøtte.
Men: De tokimbladede, vilde planter kan ikke effektivt bekæmpes med håndkraft, så de sprøjtes væk med plantehormoner.  Også mos bekæmpes, med både maskinkraft og kemi.
I poesien priser vi de vilde blomster, og vi elsker mossets fine, grønne nuancer i juledekorationer og på gravsteder.
Men i græsplæner synes vi, de alle sammen er helt forkerte…
Til gengæld er det altafgørende, at det tilbageblevne græs vokser tæt og har en passende, ensartet mørkegrøn farve – og det kan kun opnås ved gødskning. Langt overvejende benyttes kunstgødning, for naturgødning er besværligt, og det lugter ilde.
I tilgift kvæler græssets vækst de uønskede, vilde planter – og så gælder det jo om at have en effektiv plæneklipper, for græsset må endelig ikke blive for højt. Det afklippede græs bortkøres som regel.
Vi har med andre ord at gøre med en ganske usædvanlig vegetationstype: En ekstrem monokultur, der passes og plejes og tilføres store ressourcer, men som ikke producerer noget – hverken blomster, frø, rødder, fibre eller noget som helst – ud over et fladt, grønt gulv.
Heller ikke naturens dyr kan bruge græsplænen til ret meget. Regnorm og nogle få insekter kan leve her, og vi tillader solsorte og stære at spise af regnormene, men bestemt ikke hverken muldvarpe eller mosegrise, som bekæmpes med hård hånd. Ikke en gang anlagte enges oprindelige formål, græsning, er tilladt.
Ingen bier og humlebier. Sommerfugle og larver. Biller, edderkopper, mus, harer, pindsvin er også bandlyst. Med andre ord: Anlagte græsplæner er en af de mest golde og ufrugtbare landskabstyper, der findes – vi skal nærmest ud i ørkenen for at finde noget, der er lige så fattigt på liv!

Paradokset

Hvis du regner på det, må græsplæner formodes at udgøre et kolossalt, samlet areal af gold monokultur.
Samtidig har vi – for så vidt med god grund – pålagt landmændene braklægning og ikke mindst randzoner for at beskytte naturens mangfoldighed. For biodiversitetens skyld. Fordi landbruget producerer ved hjælp af golde monokulturer. Fy!
Men ingen kunne drømme om at kræve, at vi nedlagde græsplæner for at beskytte naturen – trods det, at plænerne er mindst lige så golde som en kornmark, vel at mærke endda uden at levere korn eller noget andet nyttigt!

De nye randzoner

Hvad med, at vi kom i gang med at lave randzoner omkring vore bygninger? I vore parker? Omkring virksomhedsdomiciler, boligblokke, plejehjem, skoler og fabrikker?
Lad os lade græsset gro uden at tilføre gødning, og uden at klippe det mere end én gang om året.
Resultatet ville blive enge med alle mulige græsser og vilde blomster. Og insekter og fugle og markmus og så videre.
I en eng kan man efter behov klippe gangstier og lave små, klippede pladser til bænke –  og lidt større pladser til boldbaner.
Tænk, hvis børnene i en boligblok kunne gå ned på engen og plukke en buket vilde blomster eller løbe efter sommerfugle? Eller de gamle på plejehjemmet kunne gå en tur i engen og kigge på natur og fugle?
Tænk, hvis et virksomhedsdomicil kunne profilere sig på, at deres omgivende arealer var økologiske enge, hvor deres ansatte og besøgende kunne gå en tur og nyde mangfoldigheden?
– Og villaejerne er skam mere end velkomne til at lave vilde randzoner omkring deres huse også – man kan jo nøjes med at klippe det frimærke, der skal slikkes solskin eller spilles fodbold på.
Tænk, hvilket bidrag disse enorme arealer kunne give til, at vi undgår sprøjtning og kunstgødning, og får lidt tilbage af den ellers højt besungne biodiversitet, vi alle går og sukker efter.
Der tales om, at vore enge forsvinder.
Om at vore bier er truede – eksperter kan berette om, hvor mange arter af vilde bier, der er udryddet eller udryddelsestruede. Sommerfugle lige så, blot for at nævne et par kendte og populære insektgrupper. Og mange vilde blomsterarter ser man ikke mere – eller kun meget sjældent.

Nemt og gratis

Der skal en mentalitetsændring til.
Det bliver ikke nemt, for dybt indgroet vanetænkning skal ændres, og vi skal lære at se højt græs, mos i alle farver og vilde planter og deres blomster som noget smukt, godt og prestigegivende.
Men måske er vi så småt på vej?
Det er ved at være trendy med haver og biavl på byens tage og friarealer; endnu tænker ikke mange på græsplænerne, skønt det jo sådan set ligger lige til højrebenet!
At holde op med at klippe plæner er virkelig nemt –  Og ikke alene er det nemt, det er gratis, og vi sparer endda penge til kunstgødning, sprøjtemidler, motorplæneklippere og brændstof.
Samt enorme mængder af arbejdstimer!
Lad os så komme i gang – med at holde op!
Karsten Møller