Store vidder. Endeløs savanne eller urskov. Dét er, hvad man normalt forbinder med enestående naturdokumentarer. Men verdens bedste film om vilde bier er faktisk optaget på 10X10 meter i en baghave i Bristol, England. Endelig en naturfilm om det liv, du har lige udenfor døren.
Hvis du siger “naturdokumentar”, så tænker de fleste på løver, elefanter og giraffer. Eller de store kattedyr, livet under havet, eller gorillaer i disen.
Derfor er det også meget, meget specielt, at verdens bedste film om vilde bier, er optaget på et så lille areal som 10X10 meter – et så lidet eksotisk sted som en baghave i Bristol, en ældgammel søfartsby i det sydvestlige England.
“My Garden of a Thousand Bees”, er noget så sjældent, som en naturfilm du rent faktisk kan bruge til noget!
Her får du at se, hvordan du kan indrette din egen have, så disse myriader af små, skønne bier af mange forskellige arter, vælger at leve, bo og formere sig hjemme hos dig.
“Min baghave er kun 10X30 meter i det hele. Næsten hele filmen er optaget på 10X10 meter,” fortæller naturfotografen.
Så corona-pandemien resulterede i en 55 minutter lang naturfilm, om bierne i Martin Dohrns baghave, bier som han endte med at komme på fornavn med.
Den er ganske fortryllende, og har været vist på DR, hvor den kan ses frem til den 31. juli 2025:
KOM TIL FOREDRAG MED MARTIN DOHRN, OG SE HANS SPECIALUDGAVE AF MY GARDEN OF AT THOUSAND BEES I PÅSKEN:
Om filmen
I filmen fortæller Martin Dohrn, hvordan corona-pandemien var skyld i, at han i desperation over at være forhindret i at lave sit normale arbejde – at filme spændende dyr under fremmede himmelstrøg – måtte finde noget andet at lave.
I mere end 30 år har han rejst rundt, og filmet de meste eksotiske steder på denne jord.
I stedet var hans verden med ét begrænset til hans eget hus, og hans egen, lille baghave.
Spærret inde derhjemme, gik ud af havedøren, og begyndte at filme bierne der.
Martin Dohrn havde tidligere lavet en hel film om myrer med Sir David Attenborough – de er godt nok også meget små – og i familie med bier – men de flyver i det mindste ikke. Og bier er hurtige flyvere.
Han vidste, at han ville skulle knokle for at få det til at lykkes, at filme bierne – når de er på farten – og det hører jo ligesom med til historien om dem.
Martin Dohrn havde fulgt og fotograferet lidt bier i haven de foregående 10 år.
Han vidste godt, det ville blive svært at filme dem – men på grund af pandemien havde han jo pludselig tiden til at koncentrere sig fuldt og helt om de cirka ti forskellige biarter, han mente, der nok var i haven.
Det vidste sig dog, at der nok nærmere flyver omkring 60 forskellige bi-arter rundt i den Dohrnske have – men det var ikke antallet af arter, han havde fokus på. Han havde fokus på at filme biernes liv. Ikke kun på arbejde i blomsterne, men også hvor de bor, hvordan de bor, og hvordan deres samspil er med andre bier – og alle de andre dyr, som sameksisterer – og kriges – i et lille mikrosamfund.
Om haven
Set ovenfra ser Martin Dohrns have måske skygget og lidt mørk ud. Men det er den ikke forsikrer han, for en af de ting, han altid sørger for, er, at beskære buske og træer, så han har tørre, solbeskinnede “pletter”, hvor der er læ og varme – lige som bierne elsker det.
Det er på de tørre, lune pletter, han har placeret sine bihoteller, hvor en stor del af filmen foregår.
“DO LESS – GET MORE” er Martin Dohrns vigtigste have-princip.
Han har ikke gjort ret meget ved haven, i de 25 år han har den.
Han beskærer, så haven ikke gror til, og slår sine stier, og et lille stykke græsplæne.
“Men ALTID om aftenen. Skal du slå græs, så gør det om aftenen! Altid,” siger Martin Dohrn, “for ellers kan de bier, som har lavet redegang i den tørre jord under græsset, ikke finde hjem.
Om dagen flyver de jo ud og samler pollen og nektar, og redematerialer til deres yngleceller – og inden de forlader deres redegang, så laver de et mentalt billede af, hvor den er.
Ligner det billede ikke dét, de forlod, så kan hunnen ikke længere finde sin redegang, og så flyver hun måske væk, opgiver den redegang, og forsøger starter forfra et nyt sted,” fortæller han.
Efter Martin Dohrn fattede særlig kærlighed for bierne, har han plantet enkelte, nye planter i haven, som er specielt gode for bierne, men i bund og grund har han primært ladet haven udvikle sig selv.
Om manden – og opfinderen
Martin Dohrn har altid været lidt af en tekniknørd.
“Der er så meget, som mennesker slet ikke ved findes. Først når vi kan vise dem, helt tæt på, hvad der foregår i dyrenes verden, så forstår de, hvad det er, vi har at passe på,” fastslår naturfotografen.
Derfor har han hele livet forsøgt at forbedre kvaliteten af de billeder, vi kan vise af den vilde verden – for at øge forståelsen, og drage folk ind i dyrenes verden.
Det er mange år siden, han opfandt en macro-linse, som kan filme helt små dyr i en fantastisk opløsning.
For at filme myrer, var han nødt til at skabe et lillebitte kamera, som kunne filme helt tæt på – uden at han selv var helt tæt på motivet. Det skulle kunne fjernstyres.
Det kom til at hedde Antcam, og sidenhen Frankencam – fordi det i bund og grund er sat sammen af flere forskellige ting, som han havde opfundet i forvejen.
Men for at kunne filme bierne, mens de flyver, var Martin Dohrn dog nødt til at opfinde endnu en gadget – “Megascope”, kalder han det, og det “biksede han sammen” på køkkenbordet under pandemien.
Det er en meget lang, smal kameraarm, med et vidvinkel kamera på, som kan optage bierne i slowmotion – for hele filmen, My Garden of a Thousand Bees” er filmet i slow.
“Megascope” stiller skarpt på det, han filmer, på en helt speciel måde:
“Når du bevæger kameraet, så ser du ikke en panorering, eller en tilt, kameraet holder fokus på dit objekt. Det “tracker” objektet, kan man sige. Sammen med macro-linsen gør det hele forskellen, når du filmer bier,” forklarer han.
Martin Dohrns kreative foto-evner i My Garden of a Thousand Bees er da også blevet præmieret verden over:
Hans næste projekt er en naturfilm om den islandske ryle og vandrefalken.
