“Flerårige” er et nøgleord, når vi snakker blomsterstriber. At striberne ikke pløjes op hvert år, er meget vigtigere for vilde bier, end hvilke blomster der sås.
“Vi ville lave den smukkeste indkørsel til Fredensborg – og så selvfølgelig gør noget godt for bierne,” forklarer Kirsten Overballe om hendes og gemalen, Sophus´, projekt, hvor de har tilsået 10.000 kvadratmeter med forskellige blomsterblandinger.
“Projekt” er måske så meget sagt, for dette er i bund og grund historien om, hvordan to mennesker har en drøm og så bare kaster sig ud i det.
“Man må lære, og blive klogere, efterhånden som ens idéer skal foldes ud i den virkelige verden,” siger Kirsten Overballe.
Vi er taget på besøg hos Kirsten og Sophus en lørdag i september, hvor de har inviteret folk fra Fredensborg og omegn til at komme og samle frø i deres blomsterstriber og -brak.
PLAN Bi er med for at fortælle de fremmødte om forskellen på etårige- og flerårige blomsterstriber.
“Over halvdelen af vores vilde biarter er jordbier. De lægger, som navnet antyder, deres æg i jorden. Humlebierne er et kapitel for sig – men alle de andre, alle solitærbierne – de er næsten et helt år om at få deres afkom på vingerne. Det er derfor, det er så vigtigt, at blomsterstriber er flerårige – ellers graver vi jo deres æg op,” fortæller PLAN Bi-stifter, Nina L. Hansen, inden de mange fremmødte drager med en naturvejleder ud i markerne efter frø.
Efter frøindsamlingen var der masser af tid til at diskuterer, hvor meget det betyder, hvilke frø der bliver sået, contra om striberne er et- eller flerårige, og hvordan de bier, som ikke lægger æg i jorden, klarer formeringen.
Billeder fra Sophus og Kirstens blomstermarker på andre tider af året:
Her kan du læse mere om, hvorfor etårige blomsterstriber er dødsfælder for vilde bier: Et-årige blomsterstriber er dødsfælder for vilde jordbier