“Du får den aldrig ud af haven, hvis du først har lukket den ind,” siger havefolket. Jubiiii, siger bierne.
Tænk at man kan finde på at give en plante et navn som “havepest”.
Plantens eneste brøde er, at den har en særlig god evne til at overleve.
Ensidig klokke er ellers dens korrekte, danske navn. Campanula rapunculoides på latin.
Måske kommer det an på øjnene, som ser?
Vi ser meter efter meter af herlig bi-mad – andre ser måske kun “uorden”?
Men ja, ensidig klokke spreder sig villigt – især hvis du lader den smide sine frø, men her i haven bliver den aldrig set på som et besværligt ukrudt.
Den får lov at blomstre, nærmest hvor den vil, og når den er færdig med at fodre vilde bier, så hiver jeg de planter op, som gror uhensigtsmæssigt – for der skal jo også være plads til andet i haven 🙂
Den får lov at gro, hvor den ikke er decideret i vejen, og hvor den kan klare sig – og det er ikke så få steder…
Bag havedøren, i terrassen – sammen med akelejerne, som nyder samme privilegier. Den gror endda op gennem havebordet – ja ja, det giver lidt sum om benene og om bordet – men hvis vi bare bevæger os roligt, så er der ALDRIG optræk til ballade!
Ensidig klokke er ikke fotografens yndling – for klokkerne hænger nedad, og det er mere end svært at fotografere bier i de blomster – men de er der!
Hvis du lægger dig på ryggen og kigger op i klokkerne, vil du se, at de ofte bliver brugt som B&B, idet bierne hænger sig fast med kæberne i blomsterkronens bund. Her hænger de og sover – ofte hannerne – men blomsterne kan også bruges til at kravle i ly for regn og rusk i 🙂
LIVSVIGTIG FOR SEKS BI-ARTER
Vi har seks arter af vilde bier, som er det, der hedder oligolektiske på klokkeblomster, hvilket vil sige, at de insisterer på at samle klokke-pollen til deres æg. Uden klokkeblomster lægger de simpelthen ikke æg.
Det gælder blandt andet den lille saksebi, Chelostoma campanularum, som her er filmet i nøgleklokke, Campanula glomerata, (som er så venlig at vende nogle af klokkeblomsterne opad).
Det er en hunbi, som er i gang med at fylde bugen med hvidt klokkepollen i en Nøgleklokke (som også er med i vores “Klokkeblanding”) 🙂
https://www.facebook.com/planbi.dk/videos/1187723771399503/