I foråret 2024 er der registreret en ny biart i Danmark. Fundet af snyltebien, Nomada subcornuta, bringer antallet af danske bi-registreringer op på 298 i alt.
Nomada subcornuta er en såkaldt hvepsebi, som aldrig tidligere er registreret i Danmark.
Den lægger sine æg i redder hos jordbien, Sort jordbi, som er registreret som “næsten truet” i rødlisten.
Sort jordbi har altid været sjælden i Danmark, men i dag er dens udbredelse begrænset til omkring 24 lokaliteter af 2X2 km2.
Så at finde en ny art snyltebi, som er afhængig af en værtsbi, som er så sjælden, er en stor ting!
Snyltebien, Nomada subcornuta, som endnu ikke har et dansk navn, blev fundet af Michael Larsen, som bor i Rågeleje på Sjællands nordkyst.
Bien er godt en centimeter lang, og bliver dermed en af vores største hvepsebier.
Det kan være svært at kende han-bien fra andre hvepsebi-arter, men hunnen kendes tydeligt på den helt røde stribe øverst på biens bagkrop, for sådan en rød stribe har ingen af de andre, danske hvepsebi-arter.
Værten Sort jordbi, med det latinske navn, Andrena nigrospina, laver reder i tør, sandet jord, som der er meget af på den Nordsjællandske kyst.
Den er ikke kræsen med, hvilket pollen den indsamler, men den har en forkærlighed for mælkebøtter.
Sort jordbi er på vingerne fra april til og med juli, men med en klar overvægt af registreringer i maj og juni.
Den nye hvepsebis flyveperiode må altså nødvendigvis være den samme – for uden vært, ingen snyltebier.
Her en foto-kollage, hvor både snylter og vært ses:
Med det nye fund kommer det totale antal registrerede bi-arter i Danmark op på 298.
Michael Larsen har skrevet flere bøger om dansk natur. Han er desuden naturfotograf og journalist.
I flere år har han spejdet efter den nye hvepsebi i sin have, hvor han har en mindre koloni af dens vært, Sort jordbi.
I foråret ´24 lykkedes det for første gang at få den helt nye biart i “kassen”, til stor glæde for fotografen.
“Jamen, det var da kæmpestort,” fortæller Michael Larsen, “i starten turde jeg jo faktisk ikke rigtigt tro på, at jeg havde spottet en biart, som aldrig før er registreret i Danmark.”
Men den er altså god nok.
Hans fund af Nomada subcornuta er efterfølgende blevet vurderet og annerkendt af danske insekt-eksperter.
PLAN BI-FAKTA
Snyltebier er altid sværere at fange på billeder, end de redebyggende bier, fordi de ikke samler pollen i blomsterne.
Det gør de ikke, fordi de jo netop er snyltere, der som gøgen lægger deres æg i andres reder – og derfor har de ikke brug for at samle det pollen, som bierne bruger til at lave “madpakker” af.
Det kræver altså en god portion tålmodighed at fotografere – end sige bare få øje på – snyltebier.
STØT PLAN Bi
Hvis du også synes, det er værd at kæmpe for de mest truede dyr i Danmark, så støt Plan Bi.
Vi har nu i snart 10 år kæmpet for de bier, som der ikke er penge i.