Regeringen har de gode intentioner for biodiversiteten – men har de modet?

 In Fakta om bier, Nyheder

BIODIVERSITET KRÆVER PLADS. Men hvem har modet til at smide produktions-Danmark UD af vores fælles naturområder?

Vores biodiversitet hænger i laser. Arter af vilde dyr uddør med alarmerende hast. Det eneste rigtige at gøre er, at redde hvad reddes kan - det vigtigste først: Vores naturområder.
Vi redder kun biodiversitet ved helhjertet at reservere naturområder til natur. Men hvem tør fortælle biavlere, fåreavlere, kvægavlere, landmænd og træindustrien, at de ikke længere kan få lov at tjene penge i vores naturområder, fordi vilde dyr har brug for pladsen for ikke at give op?

Regeringen har de gode intentioner – men har man modet?

Miljøminister Lea Wermelin, statsminister Mette Frederiksen og naturnørd Sebastian Klein til "biodiversitets-topmøde" på Marienborg - et møde, hvor der åbenbart kun var plads til én bi - honningbien!

Der er ild i huset.
Vi udrydder vilde dyrearter med en fart, som det aldrig er set før!
Vi må redde, hvad reddes kan af vores skrantende biodiversitet – ikke kun ude i verden men også lige her hos os selv. I Danmark.
Alle siger, de har viljen til at skaffe pengene til det – men hvad nu, når det der kræves lige nu, primært er mod – og ikke penge?

"Først må vi redde det UERSTATTELIGE." Museumsinspektør, Morten DD Hansen, på "Biodiversitets-roadshow" med PLAN Bi.

”Hvad redder vi først, hvis der er ild i huset?”, spurgte museumsinspektør Morten DD Hansen for nylig i et af sine mange foredrag og gav selv svaret:
”Først redder vi den pc, uden backup, hvor alle vores uerstattelige billeder og film ligger! Ok. Måske redder vi familien først,” grinede han med vanlig humor, ”men derefter redder vi det, som vi ikke kan genskabe. Vi redder det uerstattelige først! Og det er på nøjagtigt samme måde med naturen. FØRST må vi redde det uerstattelige.”

Den uerstattelige biodiversitet er i vores naturområder
For biodiversiteten handler det altså om, at vi er ved at brænde livets bibliotek ned til grunden.
Så først bliver vi simpelthen nødt til at redde det uerstattelige. Kun sådan har vi en chance for, at vi senere kan få biodiversiteten til at bredde sig igen, ud til de nye arealer vi forhåbentlig til den tid har frikøbt. Men først må vi redde, hvad reddes kan!
Dét, der her og nu er uerstatteligt i Danmark, er hverken landbrugsjord eller produktionsskove. Det er den smule biodiversitet, vi har tilbage – og den findes primært ude i vores naturområder. Og så tror du måske, at det har vi jo allerede reddet? -For vi har jo udlagt 5% af Danmarks areal til offentlige naturområder, har vi ikke?
-Jo vi har. Problemet er bare, at vi ikke holder produktions-snablen ude af de 5%. Der skoves træ og kvas og fodres millioner af husdyr i vores såkaldt ”offentlige natur”.
Totalt set er det måske bare på 0,2-0,4% af Danmarks samlede areal, hvor vi helhjertet lader natur være natur – hvor vi holder snablen helt væk. Hvor vi giver naturen førsteprioritet.
På resten af arealerne, altså også i vores allesammens NATUROMRÅDER, der opfører vi os som bønder, som skovarbejdere og som biavlere. Vi mennesker har sugerøret nede i samtlige danske naturområder, så vi kan høste ”de gratis glæder” fra naturen.

Der skoves masser af træ, og krat og kvas køres bort til produktion af biobrændsel.
Der produceres øko-lam og -kødkvæg, og dyrene fodres på landmandens præmisser INDE i vores naturområder – masser af store dyr om sommeren – ingen om vinteren, og får alle vegne.
Og der produceres øko-honning i tonsvis (til de bugnende lagre), fra de blomster som burde være reserveret til de vilde, blomstersøgende insekter, som vi ved er helt på spanden.
I vores fornemmeste natur. Den allervigtigste smule vi har tilbage af dansk biodiversitet – det uerstattelige.
Dén biologiske pc, som vi IKKE har backup af!

Vores naturområder er den varme grød
At redde arvesølvet, det uerstattelige, vil kræve et opgør med mange forskellige, stærke afdelinger af produktions-Danmark.
Det kræver politisk mod. Ikke ret mange penge, sammenlignet med opkøb af landbrugsjord – men det kræver godt, gammeldags mod!
For det vil betyde, at noget produktion skal flyttes UD af vores naturområder. Nogen skal sættes på porten.
Men hvem har modet til at tage disse opgør med både biavlere, fåreavlere, landmænd og træindustrien?
Politikerne vil helst ikke tabe stemmer. DN vil helst ikke tabe medlemmer, og landmændene vil da gerne have endnu flere tilskud, kompensationer og ja, penge.
Så derfor kører denne nyopståede treenighed, i uskøn forening, en nærmest ensidig diskussion om, hvor mange million-milliarder det vil kræve at frikøbe diverse landbrugsarealer til ”mere natur”. Arealer som det vil tage årtier – måske århundreder - at få til at ligne og virke som bare skyggen af spændende økosystemer med masser af biodiversitet.
I stedet burde vi alle kæmpe helhjertet for at redde det uerstattelige først. Det der virkelig batter noget på biodiversitets-kontoen – vores naturområder.

Denne ensidige fokusering på. hvordan vi eventuelt, såfremt ifald kan få mere natur og biodiversitet en dag i fremtiden, den kommer til at koste livet for en mange af de cirka 2.000 udrydningstruede arter, vi har i Danmark lige nu.
Dyrearter, som står med det ene ben i graven, kan ikke vente på at frikøbte landbrugsarealer måske en dag bliver til ”vild natur”.
Og imens er det ”business as usual” i arvesølvsbutikken.
Biavlerne producerer deres øko-honning nærmest gratis i vores naturområder, og forstfolkene skover, og fåreavlerne lader deres øko-lam gnave alt ned til sokkeholderne – men Hey, det sker jo på usprøjtede fællesarealer, og det er jo både øko. og så sminker det vores CO2-regnskab grønt. Halleluja!
Hvem har vi, som tør fortælle disse erhvervsgrupper, at de ikke længere kan få lov at tjene penge i vores naturområder, fordi naturens dyr og planter har brug for pladsen for ikke at give op?
Hvem har vi, som tør plukke de lavest-hængende frugter først i kampen for biodiversiteten?

Mod er i lav kurs
I stedet for at tage fat om nældens rod, og tage de opgør der skal tages, så trækkes vi alle med rundt i dansen om den varme natur-grød.
Vi vender ryggen til det uerstattelige, som vi mister noget af hver eneste dag, og så mødes vi i stedet om den fælles pengekasse og diskuterer, hvor og hvordan vi kan finde million-milliarder til at købe landbrugsjord for. MENS VORES LIVS DNA STÅR I FLAMMER!
At redde resterne af dansk biodiversitet kræver, at nogen tør tage de øretæver, det giver, at fortælle åbent og klart at det er slut med erhvervsmæssig drift i vores naturområder? NU.
Så kan vi bagefter diskutere, hvordan vi sikre flere arealer til vild natur, og hvad landmændene skal have for det.
Men først må vi altså redde arvesølvet – men hvem har modet?

ALT er lokalpolitik

Statsministeren med naturnørd Sebastian Klein.

Alle politikere er valgt i hver sin lokale valgkreds. Alle valgkredse har deres lokale problemområder, når det kommer til vild natur – steder hvor produktion skal smides på porten, hvis vi skal redde arvesølvet.
Det betyder, at statsminister Mette Frederiksen – valgt i Nordjylland – vil skulle stå skoleret hos for eksempel de nordjyske biavlere, som mener, at hvis de ikke længere må fodre deres honningbier i Nationalpark Thy, så er det rent ”kjøvenhavneri”: https://www.tvmidtvest.dk/artikel/jeg-har-det-daarligt-med-det
På samme måde ville miljøminister Lea Wermelin skulle stå på mål hjemme i sin valgkreds – Bornholm

Miljøminister Lea Wermelin.

– overfor blandt andre de fåre- og kvægavlere, som har lavet en forretning ud af at lave ”naturpleje” i de bornholmske naturområder. For eksempel nogle af dem, der er nævnt her: https://bornholm.info/laekker-steg-bornholm/

Men tør Mette Frederiksen og Lea Wermelin - eller nogle af deres kolleger i støttepartierne eller hos oppositionen - at tage de opgør? Findes der overhovedet politikere, som tør risikere at blive upopulære på deres egen hjemmebane for naturens skyld?
Tør nogen tage kampene i Folketinget, og derefter tage hjem til egen valgkreds og forsvare, hvorfor det her er det eneste rigtige at gøre? Tage risikoen for at blive stemplet som ”anti-erhvervsvenlig” - også selvom det både er det eneste rentable, OG det eneste rigtige, at gøre for biodiversiteten?
Problemet er, at det er så meget nemmere, senere at kunne sige: ”Sorry. Men vi havde ikke pengene til det…” - hvorfor ingen er interesserede i at tale om at gøre det rigtige først. Helst vil man jo gerne genvælges…
Derfor bruges næsten al taletid om biodiversitet i øjeblikket på at diskutere penge til frikøb af landbrugsarealer. Når det vi burde diskutere var: Hvordan hjælper vi de folk videre, som skal finde andre græsgange til deres husdyr og deres skovningsmaskiner, når de sættes på porten i vores naturområder?
Upopulært. Måske. Men dét er den eneste rigtige vej, hvis vi med åben pande skal kunne videregive en jord til vores børn, som ikke er skadet til ukendelighed. Hvis vi skal redde bare en smule, som vi kan kalde ægte, vild, dansk natur i dette lille landbrugsland.

Bestøverstrategi
Den 22. november 2019 kom miljøministeren med Danmarks allerførste udspil til en ny bestøverstrategi.
Lavet sammen med biavlerne - uden deltagelse af nogle repræsentanter for VILDE BIER - og resultatet blev derefter.
Et udspil, som er totalt blottet for det vigtigste: En indsats for at rede de vilde bier, vi måtte have tilbage i vores NATUROMRÅDER.
Læs vores udlægning af udspillet til en bestøverstrategi HER:

Recommended Posts