I hele SVM-regeringens levetid, har de skubbet en biodiversitetslov foran sig. Ingen tror længere på, at den danske stat tager biodiversitetskrisen alvorligt! Derfor er det nu op til private, at redde, hvad reddes kan, af dansk biodiversitet.
En biodiversitetslov stod sort på hvidt i regeringsgrundlaget fra 2022:
Men allerede året efter havde miljøminister, Magnus Heunicke (S), ændret mening.
Nu skulle biodiversitetskrisen løses via de lokale forhandlinger om Grøn Trepart:
Men “treparten” gik, som bekendt, fuldstændigt op i klima og gylle – og naturen på land blev igen, igen skudt til hjørne.
30% beskyttet natur. Heraf 10% stærkt beskyttet – det er kravet til en ny biodiversitetslov.
Men det lykkedes regeringen at skubbe biodiversitetsloven foran sig i tre et halvt år – den seneste udmelding fra Heunicke var, at den nu skulle behandles i april 2026 – hvorefter de udskrev valg, og ALT lovarbejde gik i stå.
Troen på, at offentlige arealer vil blive sat til gavn for biodiversiteten, kan nu ligge på et meget lille sted!
For alle vil have en “bid af kagen”…
Økonomiske interessenter
Set gennem Plan Bi´s briller, er det første man får øje på jo biavlerne.
De vil ikke finde sig i, at de skal “smides ud” af 10% af Danmarks areal, selvom intensiv biavl beviseligt er en rigtigt dårlig idé for vilde bier – altså bi-biodiversiteten:
Derfor skal der selvfølgelig ikke opsættes bistader i stærkt beskyttet natur – og derfor er biavlererhvervet imod både biodiversitetsloven, og naturnationalparkerne – og de prøver med alle midler, at omgå intentionerne bag naturnationalparkerne:
Fåreavlerne er også imod biodiversitetsloven. For de “pendler” i stor stil deres husdyr af som “naturplejedyr” til kommuner og andre – selvom al forskning viser, at får er rigtigt dårlige “naturplejere”, fordi de æder alle blomsterne, før de gider æde græs – og flere blomster er, hvad biodiversiteten tørster efter.
Fordi flere blomster = flere insekter – og insekter er grundstenen i næsten samtlige fødekæder.
Udsætning af fasaner, hører heller ikke hjemme i stærkt beskyttet natur, hvilket sætter både de landmænd, som opdrætter fasaner, og tjener penge på at udleje jagt, op imod en biodiversitetslov – og det samme gælder de jægere, som elsker at gå rundt, og skyde alle de udsatte fasaner.
Ingen taler om, hvor mange insekter de 1,25 millioner fasaner, som udsættes årligt i Danmark, kan nå at indtage, inden en jæger får dem på kornet.
Og så er vi slet ikke begyndt på de stærkeste modstandere mod at lade 10% af Danmark være stærkt beskyttet: Træindustrien og Landbrug og Fødevare.
Men det her er jo kun de interessenter, som har økonomisk interesse i, at der ikke bliver udpeget arealer i Danmark, som “stærkt beskyttede”.
Det handler om penge, og disse erhvervs-interessenter kommer helt sikkert til at kræve kompensationer af staten!
Men om så vi kompenserede dem alle for deres økonomiske tab, altså “frikøbte” disse sølle 10% af Danmarks areal, så ville vi stadig kun være halvdelen af vejen.
For lige bagved de økonomiske interessenter står du, jeg, naboen og vi-to med krav om fuld adgang til samtlige, offentlige arealer i Danmark.
De private interesser
Der er en masse modstand mod stærkt beskyttet natur, og rewilding, som slet ikke handler om penge.
Det er alle de private interessenter, som mener, at de har en hævdvunden ret til at udøve deres interesse på SAMTLIGE arealer i det her land – og de er IKKE til bens til at afgive noget som helst for biodiversitetens skyld!
Ryttere, jægere, discgolfere, orienteringsløbere, spejdere, mountainbikere og lystfiskere, for nu bare at nævne nogle af dem.
Med argumenter som “folkesundhed”, motion, og udseende på arealerne, argumenterer de imod, at der skal være nogen som helst arealer, hvor de IKKE må udøve deres fritidsinteresser – hvor de ikke har førsteret til naturen.
Og så kommer vi til de selvbestaltede, og højtråbende “dyrevelfærdsfanatikere”, med en helt uoverstigelig trang til at håndfodre dyr, som med skingre – og helt udemokratiske metoder – forsøger at forhindre for eksempel rewilding.
Det blev til sidst en umulighed for Naturhistorisk Museum at drive MolsLab, på grund af chikane, et utal af grundløse politianmeldelser, og konstante overtrædelser af loven, fra det, der er i folkemunde er kommet til at hedde “hetzenettet”.
MolsLab er nu blevet reddet af en fond – Hempelfonden – som har købt arealet:
DET ER EN TYDELIG INDIKATION PÅ, AT DET NU ER HELT OG ALDELES OP TIL PRIVATE AT REDDE DANSK BIODIVERSITET!
Heldigvis kommer der flere og flere private spillere på banen – rigmænd M/K, og diverse fonde, som ikke ligger under for, at de skal genvælges – og som derfor ikke kan afpresses af “den offentlige mening”, og erhvervslivets økonomiske interesser:
Men det er godt nok pauvert, i et rigt land som Danmark, at det er op til private at redde noget så grundlæggende, som vores fælles naturarv.
Men det er der, hvor vi er idag!
Plan Bi arbejder for Danmarks vilde bier.
STØT vores arbejde – Bliv medlem.
https://planbi.dk/bliv-bi-ven/
