Hurra for de flerårige blomsterstriber til vilde bier

 In God bi-skik, Nyheder

"Flerårige" er et nøgleord, når vi snakker blomsterstriber. At striberne ikke pløjes op hvert år, er meget vigtigere for vilde bier, end hvilke blomster der sås.

"Vi ville lave den smukkeste indkørsel til Fredensborg - og så selvfølgelig gør noget godt for bierne," forklarer Kirsten Overballe om hendes og gemalen, Sophus´, projekt, hvor de har tilsået 10.000 kvadratmeter med forskellige blomsterblandinger.

"Projekt" er måske så meget sagt, for dette er i bund og grund historien om, hvordan to mennesker har en drøm og så bare kaster sig ud i det.
"Man må lære, og blive klogere, efterhånden som ens idéer skal foldes ud i den virkelige verden," siger Kirsten Overballe.

Vi er taget på besøg hos Kirsten og Sophus en lørdag i september, hvor de har inviteret folk fra Fredensborg og omegn til at komme og samle frø i deres blomsterstriber og -brak.

Kirsten Overballe fortæller de omkring 75 fremmødte om initiativerne for at skaffe vilde bier mere mad på bordet. Bagefter gik en naturvejleder med folk ud og samlede frø i markerne.

PLAN Bi er med for at fortælle de fremmødte om forskellen på etårige- og flerårige blomsterstriber.

"Over halvdelen af vores vilde biarter er jordbier. De lægger, som navnet antyder, deres æg i jorden. Humlebierne er et kapitel for sig - men alle de andre, alle solitærbierne - de er næsten et helt år om at få deres afkom på vingerne. Det er derfor, det er så vigtigt, at blomsterstriber er flerårige - ellers graver vi jo deres æg op," fortæller PLAN Bi-stifter, Nina L. Hansen, inden de mange fremmødte drager med en naturvejleder ud i markerne efter frø.

Efter frøindsamlingen var der masser af tid til at diskuterer, hvor meget det betyder, hvilke frø der bliver sået, contra om striberne er et- eller flerårige, og hvordan de bier, som ikke lægger æg i jorden, klarer formeringen.

PLAN Bi har den lille bi-vogn med - og en observatorie-skuffe med bi-pupper og -larver:
Her har to forskellige biarter lagt æg i hver deres størrelse redegange i en observatorie-skuffe. Se mere her: https://shop.planbi.dk/collections/bi-hoteller/products/observatorie-skuffe

Billeder fra Sophus og Kirstens blomstermarker på andre tider af året:

Her kan du læse mere om, hvorfor etårige blomsterstriber er dødsfælder for vilde bier: Et-årige blomsterstriber er dødsfælder for vilde jordbier

Recommended Posts