Intet er så galt…

 In God bi-skik, Kommuner, Nyheder, Private

Der er nok at skælde ud på både i naturen og i haven: Myg, skvalderkål, myrer, bjørneklo, hvepse, japansk pileurt, dræbersnegle, mælkebøtter, skovflåter, engbrandbæger og ulve! For bare lige at nævne nogle...

Men hvis du nu tager bi-brillerne på, så kan du måske få et lidt mildere syn på nogle af "de invasive", "de besværlige" - alt det der ukrudt! 🙂

Foto: Thor Hjarsen.

Meget af det der besværlige "ukrudt" er faktisk godt for bier.

Måske kan du ikke ligefrem komme til at elske skvalderkål - for biernes skyld, men du kan måske få et mildere syn noget af det, som "maser sig ind" i dit liv og gør din hverdag mere besværlig?

SKVALDERKÅL

Skvalderkål er for eksempel en glimrende bi-plante i sig selv.
Men kan du bare ikke forliges med skvalderkål, så er der faktisk kun én plante, som kan tage kampen op mod, og det er Geranium - eller storkenæb på dansk - og den er heldigvis også rigtigt god til bier 🙂

RYNKET ROSE

Et hadeobjetkt i den danske natur er rynket rose - men her er problemerne værre end med skvalderkål.

Rynket rose kan sende skud ud 100 meter fra roden, og dens hyben kan overleve næsten alt - selv at sejle i saltvand - rynket rose ER en trussel mod vores biodiversitet, fordi den fortrænger alt andet på sin vej.

Rynket rose bekæmpes endda med droner...

Vi anbefaler på INGEN MÅDE, at du planter rynket rose. Det er i øvrigt blevet forbudt at sælge den siden vi skrev denne artikel. Men måske kan du se lidt mildere på de mange, lyserøde blomster, hvis du ved, at det er en rigtigt god pollen-kilde for bier?

Og hvis du gerne vil plante hybenroser, så vil vi da gerne anbefale en af vores roser: https://shop.planbi.dk/collections/roser

De er specielt udvalgt til PLAN Bi af Danmarks førende rosenforædler, Rosa Eskelund, for deres tiltrækningskraft på bier, svirrefluer og andre insekter.

Hver gang der sælges en PLAN Bi-rose, så går der et beløb til PLAN Bi 🙂

DU KAN KØBE PLAN Bi-ROSER HER
(Sælges kun i sæsonen, hvor roserne kan sende som barrods - altså uden jord og potte).

Her er den en lille bronzebi, som samler pollen i Looking in Your Eyes. Du kan læse mere om PLAN Bi-roserne her: https://planbi.dk/plan-bi-faar-sin-egen-rose/

Foruden pollen giver roser også f.eks. rosenbladskærerbier noget "at skære" i, og afklippede grene kan med fordel bruges i bihoteller - evt. uden torne.

Se en bladskærerbi "klippe" stykker af et rosenblad her:

https://www.facebook.com/planbi.dk/videos/912368092438813/

JAPANSK PILEURT

En anden forhadt plante i både natur og haver er den japanske pileurt.

Sådan her skriver Miljø- og Fødevareministeriet f.eks.:
Japansk pileurt er meget svær at bekæmpe på grund af dens omfattende rodent og kraftige vækst. Noget af det bedste man kan gøre er at forhindre den i at etablere bestande. Dette kan gøres ved at nyetablerede planter rykkes op eller rodstikkes. Herefter skal man sikre sig at rester af rodnettet ikke har overlevet.

Men stænglerne af japansk pileurt er rigtigt gode til bi-hoteller, for de har "knæ", så stænglerne fra naturens side er indrettet som geniale "bi-reder".

Høst når bladene er faldet af, så klip af lige under hvert knæ.

Høster du i foråret, så kan stænglerne bruges som rabarber.

FANDENS MÆLKEBØTTE


Mælkebøtten er så hadet, at den har fået tilnavnet Fandens Mælkebøtte - stakkels plante.
Dens eneste fejl er, at den er god til at sprede sig, men den har nu mange gode anvendelsesmuligheder - snaps, kanin-føde, the og blomsterkrans-flettemateriale til små piger 🙂
Og så er mælkebøtte en GOD BI-PLANTE.

Hvis du kan leve med den insisterende, gule farve bare lidt, så prøv at lægge mærke til, hvor mange forskellige insekter, der besøger "fandens" mælkebøtte.

Her får mækebøtterne nu lov at stå, til de er afblomstrede, og så bliver de fjernet efterfølgende.

FOR INTET ER SÅ SKIDT, AT DET IKKE ER GODT FOR NOGET 🙂

Recommended Posts