Der er fundet to eksemplarer af en hvepsebi på Bornholm, som aldrig før er set her i landet. Det betyder, at antallet af registrerede arter skal opskrives til 296.
KØRVELHVEPSEBI er navnet på den nye biart, som de to biologistuderende, Hjalte Kjærby og Sean Birk Bek Craig, fik i insektnettet ved Arnager på Bornholm i maj måned.
Grunden til at fundet først annonceres nu er, at der først har skulle laves DNA-tests af de to han-eksemplarer, som blev fundet.
Kørvelhvepsebien er en snylter, som snylter på kørvelsmåjordbi, Andrena proxima.
Kørvelsmåjordbi var indtil maj i år, fundet i så få tilfælde, at den blev vurderet som NA – uden for bedømmelse, ved seneste rødlistevurdering: https://ecos.au.dk/forskningraadgivning/temasider/redlistframe/soeg-en-art?artid=1910
De to studerende fandt både han og hun af kørvelsmåjordbi – og altså to hanner af dens snylter, som aldrig før er set i Danmark, kørvelhvepsebi.
Ikke en dårlig dag med insektnettet!
Men for lige at toppe oplevelsen af, så fangede de herrer også en pragtvægbi – endnu en art, som kun er registreret på Bornholm.
Du kan læse hele den medrivende historie om fundene i dette link – hvor du også kan se et billede af den fuldstændigt vidunderlige pragtvægbi, Anthophora aestivalis, som de to kratluskere også stødte på ved samme lejlighed:
https://om.arter.dk/nyheder/en-ny-biart-for-danmark-fundet-pa-bornholm
Vi ønsker stort TILLYKKE til de to unge mænd.
Det må være en stor oplevelse at opdage en helt ny art af bi i Danmark!
296 Arter af bier
Med dette fund kan vi konstatere, at der nu er registreret 296 arter af vilde bier i Danmark gennem tiden.
Ved den seneste rødlistevurdering blev det vurderet, at vi pt har 137 arter tilbage, som har levedygtige populationer i Danmark.
Det er ikke et tal, som fundet af kørvelhvepsebien kommer til at ændre på, da fundet af to hannen ikke kan sidestilles med en “levedygtig population”.
Antal arter >< Antal bier
Én ting er antallet af arter.
Noget andet er antallet af bier.
At man finder en ny art af vild bi i Danmark, betyder ikke, “at nu går det den rigtige vej”.
Det virkelig skræmmende ved at nørde om vilde bier er, at der bliver flere og flere arter, som IKKE har levedygtige populationer – altså der bliver færre og færre antal bier af flere og flere arter.
STØT PLAN Bi
Hvis du også synes, det er værd at kæmpe for de mest truede dyr i Danmark, så støt Plan Bi.
Vi har nu i snart 10 år kæmpet for de bier, som der ikke er penge i.