Vi har fået en biodiversitetspakke og en ny naturnationalpark-lov. Men hvad blev der af bestøverstrategien? Det er over to år siden, Miljø- og Fødevareministeriet modtog flere hundrede høringssvar til en ny bestøverstrategi, men siden er arbejdet gået helt i stå…eller?
Det er nu godt to år siden, regeringen bad om høringssvar til en kommende bestøverstrategi – og fik over 200 svar. Men siden er der INTET sket. Som i nada, nullo, nixt. Det lugter langt væk af, at hvis biavlerne ikke kan få den bestøverstrategi, som de ønsker sig, så skal vi slet ikke have en bestøverstrategi – men det håber vi selvfølgelig, er en fejlopfattelse.
Da den nytiltrådte regering begyndte at arbejde med en biodiversitetsstrategi i 2019, var noget af det første de lancerede, at vi skulle have en bestøverstrategi – altså en officiel, dansk politik for, hvordan vi vil sikre fremtidens bestøvning, og de dyr som leverer denne økosystemtjeneste, først og fremmest bier.
Hele debatten om en bestøverstrategi kom noget kluntet på vingerne, da Naturfredningsforeningen – sammen med Biavlerforeningen og Landbrug & Fødevarer – kom med et fælles, offentligt oplæg til en bestøverstrategi – tre måneder inden fristen for indsendelse af høringssvar udløb.
I bund og grund foreslog DN, L&F og biavlerne, at vi i Danmark skulle gøre præcis, som man har gjort i EU, hvor man har bygget en bestøverstrategi op på to ben: Pesticidforbud og øgede tilskud til biavl.
Det protesterede PLAN Bi naturligvis højlydt imod, blandt andet i Altinget:
Heldigvis var der også flere biodiversitetsforskere, som advarede mod at glemme vilde bier, svirrefluer, sommerfugle osv. i en kommende bestøverstrategi.
I 2020 konstaterer EU´s revisionsret da også, at unionens bestøverstrategi overhovedet ikke har hjulpet vilde bestøvere, men glæden over at vi ikke rendte med ud af den tangent udebliver.
Du kan læse PLAN Bi´s input til en BESTØVERSTRATEGI her: https://planbi.dk/en-kommende-bestoeverstrategi-for-vilde-bier-og-andre-vilde-bestoevere/
STORM FØR STILHEDEN
Problemet med selve høringsprocessen var, at fristen for indsendelse af høringssvar var nytår 2019/20. Men lige på det tidspunkt gik alle og ventede spændt på de nye, tiårige tal for rødlistevurderingen af vilde dyr i Danmark skulle udkomme. Det skulle ske ”ultimo 2019”, men vurderingerne lod vente på sig.
Faktisk udkom rødlisten først midt i januar 2020, altså flere uger efter, der skulle være indsendt de officielle svar med anbefalinger til en kommende bestøverstrategi.
På trods af at alle vidste, at der ville komme afgørende nyt et par uger senere, modtog ministeriet flere hundrede høringssvar.
I januar 2020 kom så rødlistevurderingerne, der som ventet vidste stor tilbagegang for op mod 70% af Danmarks vilde dyreracer, og selvfølgelig også for vilde bier, sommerfugle og mange andre insekter. Men hvad skete der så med arbejdet for en bestøverstrategi? Nada, nullo, nixt. Absolut ingenting.
Jo, jo, ministeriet har taget den portal ned, hvor man kunne se høringssvarene.
Man har også fredet flere sommerfuglearter, og gjort det forbudt at indfange sjældne arter af sommerfugle.
De vilde bestøvere har fået lovning på fortrinsret til blomsterføden i de kommende naturnationalparker – men arbejdet med dem går langsomt, og selvom vi måske når det lovede antal naturnationalparker, så ser deres areal ud til at blive mere end halveret i forhold til intentionerne.
Intet af dette har noget med en bestøverstrategi at gøre. Det er små lappeløsninger, som har årelange udsigter til at få betydning ude i den fysiske verden.
Imens sker der intet andet sket på bi-fronten, end at EU og staten lige har øget tilskuddet til biavlererhvervet med 70 %. https://planbi.dk/eu-og-staten-oeger-tilskud-til-biavl-med-70/
Det er ren: ”Bierne er truede – red honningbierne”.
Men flere honningbier er det sidste, vilde bier og andre bestøvere har brug for! Som forklaret her af professor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet:
Arbejdet med en bestøverstrategi for ”alle de andre” lader til at være gået fuldstændigt i stå!
Det har virkelig været storm før stilhed. Total stilhed.
HVEM VIL GØRE ARBEJDET?
Der burde ikke være nogen tvivl om, hvorfor det er vigtigt at gøre noget for insekterne generelt og for bestøverne især.
Vilde bier er, uden sammenligning, de mest effektive bestøvere. For os mennesker handler det om fødevaresikkerhed. For naturen handler det om at bevare en fortsat højt variation af vilde blomster, og med dem en høj biodiversitet.
Der sker bare INTET i forhold til en bestøverstrategi – fordi ingen presser på længere.
Biavlerne vil hellere være foruden – hvis en kommende bestøverstrategi ikke udelukkende laves for at “forgylde” deres husdyr, men også skal have fokus på de vilde bestøvere (selvom det er de vilde bestøver, der er truede af udryddelse – ikke honningbierne).
Og hvis biavlerne ikke er interesserede i at få en bestøverstrategi, så vægter det åbenbart heller ikke højt hos de store naturorganisationer. De bruger i stedet tiden, kræfterne og pengene på at redde en lille flig af vores bestøver-biodiversitet – nemlig sommerfuglene, for dem kan man arbejde for, uden at komme i berøring med den varme kartoffel: Fødekonkurrencen mellem honningbier og vilde bier…
Tilbage er så PLAN Bi til at arbejde for VILDE BIER.
Selvom vi er verdens mindste naturorganisation, bor i en skurvogn og kun har én ansat.
Men OK. Hvis ingen andre vil, så spørger vi:
HVAD BLEV DER AF BESTØVERSTRATEGIEN?
HVORNÅR KOMMER DER NOGET UD AF ALLE VORES HØRINGSSVAR?
Sæt vilde bier på dagsordenen
Den eneste måde vi stopper den her skævvridning af støtte – at vi støtter husdyrrene, der ikke er truede, og vi ikke støtter alle de andre biarter, som ER truede – er ved folkelig støtte. For fra EU og staten kommer støtten ikke!
MELD DIG IND I PLAN Bi – vi er den eneste organisation i Danmark, som helhjertet arbejder for VILDE BIER.
LÆS MERE OM PLAN Bi´s ARBEJDE: https://planbi.dk/bliv-bi-ven/